Reformismens krise: Klassesamarbejde og kompromis

Hvad er reformisme? Reformismen er først og fremmest defineret ved sin modstand mod et grundlæggende brud med kapitalismen. I stedet påstår den, at arbejderklassens problemer på den ene eller anden måde kan løses ved at indføre en række reformer af systemet. Revolution gøres altså unødvendig.

[Source]

Som marxister er vi ikke imod reformer, men de kan ikke i sig selv opnå den nødvendige overførsel af magt fra kapitalistklassen til arbejderklassen. Så længe økonomien forbliver i kapitalisternes hænder, vil de forsøge at sabotere positive reformer, især i en tid som den nuværende, hvor de ikke har råd til at skære i deres profitmarginer.

Verdensmarkedet og den kapitalistiske økonomi lader sig ikke kue af lovgivning og reguleringer. Derfor kan reformisternes programmer, som lover en masse dejlige ting, ikke gennemføres under kapitalismen. Det er en grundlæggende skillelinje mellem marxismen og de forskellige nuancer af reformisme.

En foragt for teori

For 120 år siden bemærkede Rosa Luxemburg i sine debatter med revisionisten Eduard Bernstein, at et fællestræk mellem sidstnævnte og hans reformistiske meningsfæller i det tyske socialdemokrati var deres foragt for teori:

»Hvad er de ydre kendetegn [på den reformistiske praksis]? Fjendtligheden overfor ‘teorien’. Og dette er ganske selvfølgeligt, thi vor ‘teori’ dvs. den videnskabelige socialismes principper, sætter meget faste rammer for den praktiske virksomhed, såvel med hensyn til de tilstræbte mål som til de anvendte kampmidler og endelig også til selve kampformen. Derfor viser der sig hos dem, der kun vil jage efter de praktiske succeser, den naturlige bestræbelse at skaffe sig frie hænder, dvs. at skille vor praksis fra ‘teorien’ at gøre sig uafhængig af den « (Rosa Luxemburg – Socialreform eller revolution?)

I Tysklands tilfælde ønskede de “praktiske” socialdemokratiske parlamentari- kere på daværende tidspunkt at stemme for de liberales budgetter. Men den marxistiske teori udgjorde en hindring for sådan en handling. Den marxistiske teori er langt fra grebet ud af den blå luft, men er udledt fra studiet af arbejderbevægelsens historie. Marxister har draget bestemte konklusioner baseret på erfaringerne fra arbejderklassens kampe.

Ud fra studier af Pariserkommunen i 1871 drog Marx og Engels den konklusion, at arbejderklassen ikke kan tage magten over det færdige statsapparat og bruge det til deres egne formål. Arbejderne kan ikke overtage den borgerlige stat og bruge den til at skabe socialisme. Marx og Engels bemærkede, at da arbejderne i Paris tog magten, etablerede de af nødvendighed deres egen stat. Denne lektion er sidenhen blevet bekræftet ved talrige lejligheder, men det har ikke forhindret reformisterne i at lade den kapitalistiske stat forblive intakt, ofte med katastrofale resultater.

»Spørgsmålet om statens natur før og efter erobringen af magten er et af de afgørende kriterier, som adskiller marxismen fra alle andre tendenser i arbejderbevægelsen. « (Trotskij)

Fordelen ved teori (og der, hvor den bliver en forhindring for reformister) er dens evne til at vejlede os, så vi ikke begår de samme fejl igen og igen. Men reformister ønsker ikke at høre om erfa- ringerne fra tidligere kampe, fordi det sætter klare grænser for deres politiske aktivitet.

I det hele taget er reformismens udsyn baseret på at søge genveje. Reformister ønsker kun at stille sig selv opgaver, der kan løses hurtigt og indenfor kapitalismens rammer. Socialismen udskydes derfor til engang i fremtiden. De forsøger at finde forskellige former for reformer, som kapitalisterne på den ene eller anden måde kan acceptere. På den måde forsøger man at tvinge klassekampen over i det, der er overkommeligt for kapitalismen. Men hele pointen er, at kapitalismen ikke har råd til at give arbejderne en anstændig levestandard, især ikke i den nuværende periode.

Den reformistiske løsning kan virke som den nemme løsning. De fleste arbejdere, som er praktiske mennesker, vil forsøge sig med den nemme løsning, før de forsøger den svære. Det er dét, reformisterne baserer sig på: det faktum, at der er lag af arbejdere, som endnu ikke har forstået behovet for at ændre samfundet grundlæggende. I stedet for at forsøge at øge klassens bevidsthed, forsøger reformisterne at sælge nemme løsninger. I sidste ende er det arbejderne, der betaler prisen.

Marxister har en anden tilgang. Vi siger tingene som de er. Når noget er uopnåeligt under kapitalismen, siger vi det ærligt. Som Marx og Engels forklarede i Det Kommunistiske Manifest:

»Kommunisterne nægter at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. «

Netop dette sidste punkt er, hvad reformisterne ikke ønsker at indrømme. Fra det første skridt med at sige, at en socialistisk revolution er umulig eller unødvendig, er det logiske næste skridt at sige, at den socialistiske revolution er uønsket. I de snæversynede reformisters øjne er revolution lig med vold, disruption og ødelæggelse. I deres øjne er det meget bedre blot at overlade politik til borgerskabets sikre hænder, så de kan navigere os sikkert gennem krisens turbulente farvande. Da reformisterne ikke forstår årsagerne til revolution, ender de i fuldstændig opposition til revolutioner, når de rent faktisk finder sted. Det er også tilfældet, når de er blevet bragt til magten på ryggen af revolutionære bevægelser.

Disse såkaldte ledere forsøger at ride med på bølgen og holde bevægelsen tilbage, så godt de kan, mens de venter på roligere,“normale” tider, hvor politik udelukkende er de professionelle politikeres og kommentatorers domæne. Som den meget venlige mand Corbyn er, forsøgte han som formand for Labour, at tilfredsstille partiets højrefløj. Det var en fatal fejl.

At redde kapitalismen fra sig selv

Der er en tendens blandt reformister til at forestille sig, at staten kan løse det kapitalistiske systems problemer. Det er derfor ikke overraskende, at keynesianismen er deres foretrukne økonomiske doktrin. Men hele pointen med keynesianismen var netop, at den handlede om at forhindre socialisme. Hvis man læser Keynes’ værker, vil man netop finde den idé sort på hvidt (se for eksempel hans Economic Consequences of the Peace).

Dette er præcis, hvad reformisternes bestræbelser ender ud i. Som Yanis Varoufakis, den tidligere finansminister i den græske Syriza-regering, sagde:

»[Det] er venstrefløjens historiske pligt, på dette særlige tidspunkt, at stabilisere kapitalismen; at redde den europæiske kapitalisme fra sig selv og fra de tåbelige ledere, der håndterer eurozonens uundgåelige krise.« (Confessions of an erratic Marxist)

Argumentet er i bund og grund, at de borgerlige politikere er dårlige forvaltere af kapitalismen, mens reformisterne, og endnu bedre venstre- reformisterne, er gode forvaltere af kapitalismen. Disse reformister hævder at forstå, hvordan man balancerer mellem arbejdernes krav og kapitalisternes krav, og dermed hvordan man forbedrer samfundet for både kapitalister og arbejdere.

Ud fra umuligheden af en revolution i Grækenland drager Varoufakis den konklusion, at det må være hans rolle at redde kapitalismen. Hans argumenter er meget lig Bernsteins i slutningen af det 19. århundrede.

Corbyns akilleshæl

I Storbritannien blev Jeremy Corbyn, en meget venstreorienteret Labour politiker, valgt til formand for det socialdemokratiske Labour parti på baggrund af en proces med masseradikalisering af arbejderklassen efter årevis med nedskæringer. Ikke desto mindre var Corbyn hverken marxist eller revolutionær. Som den meget venlige mand Corbyn er, forsøgte han hele tiden, efter han kom til magten i partiet, at tilfredsstille partiets højrefløj. Det var en fatal fejl.

Vi har gang på gang set at venstrereformisterne bliver slæbt efter højrereformisterne, som selv går lige i hælene på de borgerlige, dvs. arbejdsgivernes partier. Således ser vi en konstant bevægelse i parlamentarisk politik, som går mod højre, hvilket i øjeblikket bekræftes af udviklingen i forskellige lande.

Venstrefløjens fejl var, at de ikke forstod, at højrefløjen grundlæggende repræsenterer den herskende klasses interesser inde i Labour partiet, og at den herskende klasse ikke havde nogen som helst interesse i at lade Corbyn blive premierminister. Derfor var højrefløjen i partiet også indædt modstander af, at Corbyn blev premierminister.

Corbyn var ude af stand til at håndtere situationen. Herken Corbyn eller hans allierede var parate til at kæmpe til den bitre ende mod partiets højrefløj. Han kom under et enormt pres, og det må siges, at han modstod det pres langt bedre end mange andre ledere. Men i sidste ende, efter fire år som leder af partiet, slog han ikke et afgørende slag mod højrefløjen på trods af, at han havde overvældende støtte fra medlemmerne og fagbevægelsens bagland.

Det er meget forskelligt fra den måde Labours højrefløj opfører sig på i dag. De føler sig meget selvsikre, fordi de har hele den herskende klasse bag sig, og de ved det. På trods af de voldsomme angreb som de udsættes for, så fortsætter nogle på Labours venstrefløj med at forsøge at opnå en aftale med den højreorienterede formand Keir Starmer, og fortsætter med at appellere til ham om “enhed”.

Corbyn-bevægelsen stod over for lignende politiske problemer, da det handlede om at håndtere kapitalistklassen og den kapitalistiske økonomi. Labours manifest fra 2017 var på mange måder rigtig godt. Det rejste krav om en masse reformer, og spørgsmålet om nationalisering og arbejderkontrol blev endda rejst, om end på en ret mild måde.

Men John McDonnell, som på det tidspunkt var Labour skyggekansler, gik på tv og omtalte kapitalistklassen som ”velstandsskabere”! I Storbritannien, af alle steder, er kapitalisterne blandt de mest parasitiske i verden. Han kom med disse udtalelser, selv om han ved andre lejligheder kaldte sig selv “marxist”. Selv den mest basale læsning af Marx efterlader læseren med en forståelse af, at det er arbejderne, der skaber velstand.

I det ene øjeblik er det altså kapitalisten, der skaber velstand, og i det næste er det arbejderne. I John McDonnells tilfælde er denne tilsyneladende for- virring en bevidst taktik for at forsøge at tilfredsstille alle. Men i stedet for at afvæbne højrefløjen, formåede en sådan taktik kun politisk at afvæbne og forvirre Corbyn-bevægelsen.

I sidste ende var det et forsøg på at indgå et politisk kompromis med højrefløjen på spørgsmålet om EU, der splittede bevægelsen. Corbyn havde med rette i mange år været modstander af EU som arbejdsgivernes klub. Men i de første måneder som formand indgik han, hvad der må have virket som et lille kompromis - nemlig ikke at udfordre Labour-partiets tilslutning til at blive i EU. Men denne tilsyneladende lille fejltagelse, som han begik i den første måned af sit lederskab for at undgå et sammenstød på spørgsmålet, endte med at få katastrofale konsekvenser.

Vælgerne stemte ikke, som Labour-lederne og etablissementet havde forestillet sig, at de ville [til Brexit-afstemning i 2016]. I sidste ende blev Brexit akilleshælen for hele Corbyn-bevægelsen, hvilket resulterede i, at en hel del af venstrefløjen i Labour-partiet indtog en pro-EU-position, delvist eller i høj grad på grund af den position, som Corbyn havde indtaget. Efter resultatet af folkeafstemningen gav det højrefløjen mulighed for at lancere adskillige angreb på Corbyn på baggrund af en pro-EU-position. Det nåede endda så vidt, at hovedkampagnen for en ny folkeafstemning blev lanceret af partiets venstrefløj, som utilsigtet gjorde stor skade på Corbyn.

Den primære kampagne for en ny folkeafstemning i Storbritannien blev finansieret direkte af kapitalisterne, som benyttede sig af Corbynister! Det var en bevidst kile, der blev drevet ind i Corbyn-bevægelsen for at splitte den, med højreorienterede som Tony Blair og Alastair Campbell i spidsen.

Fra Syriza til Sanders

Andre fænomener, som vi har set på venstrefløjen, er stødt på lignende for- hindringer. Vi kan for eksempel nævne Bernie Sanders, som forsøgte at vinde Det Demokratiske Parti i USA. Men hans erfaringer viste igen, hvorfor det aldrig kunne fungere.

I sin kampagne gjorde Sanders konstant tilnærmelser til etablissementet i Det Demokratiske Parti. Han spillede efter reglerne, som til gengæld var fuldstændig vendt imod ham.

Når de eksisterende regler ikke var tilstrækkelige til at stoppe ham, opfandt etablissementet i Det Demokratiske Parti ganske enkelt nye regler. Bernie Sanders kapitulerede over for mod- standen med undskyldningen om “det mindste onde” og støttede først Hillary Clinton og senere hen Joe Biden. Dette på trods af, at Clinton og Biden ikke repræsenterer arbejderklassen på nogen måde: de er bevidste repræsentanter for kapitalistklassen.

Den kendsgerning er tydelig for et voksende lag af amerikanere. Således er Sanders’ anstrengelser faldet til jorden, og hans bevægelse - og al den entusiasme, den skabte - er ganske enkelt kollapset. Vejen gennem Det Demokratiske Parti er tydeligvis en blindgyde.

Vi har allerede nævnt Varoufakis’ ideer. Da Syriza først kom til magten i Grækenland, blev han betragtet som regeringens venstrefløj. Da regeringen blev præsenteret for memorandummet fra trojkaen bestående af Europa-Kommissionen, ECB og IMF, som krævede nedskæringer, foretrak Varoufakis at træde tilbage frem for at lægge navn til de nye tiltag. Men hele hans syn på tingene var ikke så forskelligt fra de andre ledere, der støttede memorandummet.

Ligesom landets premierminister, Alexis Tsipras, så troede Varoufakis, at de kunne indlede forhandlinger og få en bedre aftale, end de allerede havde. De mente, at den tidligere regering havde været dårlige forhandlere, og at det var derfor tysk kapitalisme havde straffet Grækenland så hårdt. Ved at forhandle lidt mere energisk forestillede de sig, at de kunne sikre en bedre aftale for det græske folk. Det viste sig at være fuldstændig forkert.

Syrizas ledelse undervurderede helt og aldeles kapitalistklassens uforsonlighed og fjendtlighed. De gav mange indrømmelser til kapitalisterne og lovede at sørge for, at alle fik deres penge tilbage, og at al gæld ville blive tilbagebetalt. Men heri lå problemet. De superrige er i stand til helt at undgå skat, så enten måtte Grækenlands arbejdere og fattige betale gennem nedskæringer, eller også måtte kapitalisterne og kreditorerne punge ud. Så når regeringen lovede, at de ville respektere de kapitalistiske ejendomsforhold, så betød det implicit en accept af, at arbejderne ville komme til at betale.

Hverken deres indrømmelser eller deres forhandlingsstrategi havde nogen effekt. De forsøgte at lægge pres på EU ved at organisere en folkeafstemning om, hvorvidt landet skulle gennemføre det spareprogram, som EU dikterede. De græske masser svarede med et massivt “Nej”, men EU ikke så meget som blinkede. Tværtimod, da Tsipras gik tilbage til forhandlingsbordet, blev han tilbudt en endnu værre aftale.

Men hvorfor? Kapitalisterne følte, at de var nødt til at straffe Tsipras for at forsøge at mobilisere masserne mod EU. Det ville have skabt en meget dårlig præcedens, hvis arbejderklassen havde fået noget at skulle have sagt om memorandummet. EU havde ikke tænkt sig at give den græske, spanske eller italienske arbejderklasse en plads ved forhandlingsbordet.

Og således kapitulerede Syriza. En sådan position udspringer naturligt af det reformistiske perspektiv, om at der ikke er noget alternativ til kapitalismen. Hvis man accepterer det kapitalistiske system, så accepterer man også, at gæld skal betales tilbage. Man er derfor nødt til at acceptere kapitalistiske nedskæringer, kapitalistiske besparelser og alt andet, der følger med. Det tog kun få måneder med en Syriza-regering, før den kendsgerning gjorde sig gældende.

Podemos og det nationale spørgsmål

I Spanien har vi eksemplet med Podemos, eller Unidas Podemos, som det senere blev kendt som. I starten kom partiet med meget radikale udtalelser, og til tider bevægede det sig ret langt mod venstre. Men da muligheden for at indgå i regering bød sig, bevægede lederne sig meget hurtigt mod højre og forsøgte at præsentere sig selv med et “respektabelt” image på forskellige spørgsmål.

Et afgørende spørgsmål var om catalansk selvbestemmelse. Efter åbent at have forsvaret retten til selvbestemmelse og dermed opnået massestøtte i Catalonien og Baskerlandet, opgav lederne af Podemos kravet i praksis ved folkeafstemningen om catalansk uafhængighed i 2017, hvor de de facto stillede sig på det spanske 1978-regimes side, som de tidligere havde raset imod. Det socialdemokratiske socialistparti indgik på lignende vis et “kompromis” med den reaktionære spanske herskende klasse i 1970’erne, hvilket blandt andet indebar, at man accepterede Spaniens ubetingede enhed.

Generelt set er det nationale spørgsmål en stor svaghed hos reformisterne. Når de bliver sat på prøve, viser de sig fuldstændig ude af stand til at forstå forskellen mellem de nationale ønsker i Skotland eller Catalonien og den reaktionære nationalisme i den britiske eller spanske kapitalisme. Faktisk insisterer lederne af den skotske Labour-venstrefløj på, at de to ting er ens. De ser nationalismen vokse i Skotland og England og sætter lighedstegn mellem de to. Det skotske folks ret til selvbestemmelse bliver ligestillet med Boris Johnsons og brexiteernes reaktionære program.

Reformismens krise

Det er den politiske og teoretiske svaghed hos venstrefløjens ledere, der gør venstrefløjspartierne fuldstændig ude af stand til at stå op imod kapitalismens krise. I stedet for at trives i massernes afvisning af systemet, så er reformismen som en fisk strandet på land. De to fænomener er tæt forbundne. Trotskij forklarede det for længe siden:

“Historisk set har reformismen fuldstændig mistet sit sociale grundlag. Uden reformer er der ingen reformisme, uden blomstrende kapitalisme, ingen reform.”

I Grækenland blev det socialdemokratiske parti PASOK fuldstændig ødelagt af sin støtte til EU’s memorandum. Partiet eksisterer praktisk talt ikke længere. Syriza er ikke blevet straffet lige så hårdt, men dets støtte er faldet massivt. Processen ses også med det franske socialistparti, som har lidt en lignende skæbne som følge af, at de har udført kapitalistklassens beskidte arbejde.

Venstrereformisterne har reelt heller ikke noget fundamentalt anderledes at tilbyde. De tilbyder i bund og grund en lidt venstreorienteret version af det samme program som højrereformisterne, ofte under dække af et par mere venstreorienterede eller endda marxistisk klingende fraser. Men uden at kunne levere reelle reformer giver reformisme i alle dens afskygninger ikke mening. Ikke desto mindre vil arbejdere teste disse partier igen og igen og finde dem utilstrækkelige.

I arbejderbevægelsen har marxister altid fremført, og vil fortsætte med at fremføre, et revolutionært klassestandpunkt. I årtier har vi inde i Labour kæmpet for de marxistiske ideer. Det er ikke den måde, man får venner på, men det er vores pligt at forklare klart og tydeligt, at reformismens vej kun fører til nederlag, samtidig med at vi forsvarer ethvert konkret skridt fremad, som bevægelsen har taget. Gennem deres praktiske erfaringer drager arbejdere og unge de samme konklusioner. Det er den vej, menneskeheden må gå ned ad: vejen til den socialistiske transformation af samfundet.

Join us

If you want more information about joining the RCI, fill in this form. We will get back to you as soon as possible.